Skip to main content

Ny lov skal ligestille skilsmisseforældre

LIGESTILLING. Der bør være ligestilling mellem forældrene ved skilsmisse. Tegning: Per Marquard Otzen

Hvis hensynet til barnets bedste skal veje tungest, bør den nye forældreansvarslov hvile på en grundforståelse af ligestilling mellem forældrene.

En ny forældreansvarslov er undervejs. Det forventes, at politikerne med den nye lov vil skabe mulighed for at løse fraskilte forældres konflikter om forældremyndighed, bopæl og samvær ved én juridisk instans frem for i dag ved såvel domstolene og i Statsforvaltningen, men det vides ikke, hvilke tiltag politikerne ellers barsler med.

 

De børnesagkyndige psykologer bør tages med på råd omkring udformningen af den nye forældreansvarslov, fordi de ligger inde med den største viden om de vanskeligste sager.  

 

Som det er tilfældet med den eksisterende forældreansvarslov, er det helt afgørende – også fremadrettet – at hensynet til barnet altid skal veje tungest. Forståelsen i en ny forældreansvarslov bør dog også være, at det hensyn ikke kan tages, hvis ikke såvel lovgivningen som forvaltningen af den tager hensyn til de to forældres perspektiv.  

 

Der er brug for en ny forældreansvarslov, som hviler på en grundforståelse af, at forældreskabet er et særlig eksistentielt omdrejningspunkt for netop de to mennesker, der har skabt barnet. Den forælder, der ikke føler sit perspektiv hørt, vil have svært ved at acceptere en afgørelse og vil ofte blive ved med at kæmpe for at blive forstået.  

 

Barnet har krav på, at vi fortæller forældrene, hvad vi vurderer er den bedste løsning  

 

Man undervurderer nemt den frustration, der er forbundet med ikke at blive forstået. Forældre, der ikke føler sig hørt, kan gribe til ekstreme handlinger. I de værste sager ser vi forældre flygte med deres børn, blive voldelige over for den anden forælder, slå den anden forælder ihjel, slå børnene eller sig selv ihjel.  

 

Børn er mere identitetsskabende for deres forældre end nogensinde. Man behøver blot at logge på Facebook for at se, hvordan nogle forældre udstiller deres børn, som var de i en evig konkurrence med alle de andre forældre på Facebook. Filosoffen Descartes’ oprindelige udsagn: »Jeg tænker, altså er jeg« forekommer for mange af nutidens forældre erstattet af: Jeg har børn, altså er jeg. Og netop derfor kan en skilsmisse i dag sammenlignet med for 50 år siden blive så konfliktfyldt, så dramatisk.  

 

En ny forældreansvarslov skal have som målsætning at ligestille skilsmisseforældre. En ligestilling, hvor der værnes om begge forældres perspektiv, hvor der tilbydes hjælp gennem forældreskoler og vejledning, hvor der er lige adgang til information vedrørende barnet og lige adgang til hjælp.  

 

Ligestillingen skal ikke betyde, at alle børn skal være i en deleordning, dvs. bo lige meget hos begge forældre. Det er ikke nødvendigvis det bedste for alle børn. Men samtidig må det i den sammenhæng nævnes, at det for mange børn hverken er usundt eller skadeligt at være i en deleordning, hvilket seniorforsker ved SFI Mai Heide Ottosen udtrykte i Politiken 18.6.: »Når man ser på statistikkerne, er der ikke noget, der tyder på, at gennemsnitsbarnet trives dårligere i en deleordning, end hvis han eller hun primært bor hos den ene forælder. Faktisk ser det nogle gange ud til, at de trives lidt bedre«.  

 

Det er en fundamental udviklingspsykologisk byggesten, at et barn oplever at kunne have en god, stabil relation til begge sine forældre. Børn er fra fødslen i stand til at skabe tilknytning til begge forældre og ikke blot til den ene, således som det ofte fremlægges.  

 

Med reference til forskningen beskrev professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer for nylig i psykologernes fagblad Magasinet P, at massiv forskning har undermineret antagelsen om, at et spædbørn først skal knytte sig til sin mor for efterfølgende at kunne knytte sig til andre: »Evolutionen har sørget for, at menneskebarnet ikke er afhængigt af én person. Barnet knytter sig nært til de nære personer, som drager omsorg for det. (…) Jo flere personer barnet er trygt tilknyttet, desto bedre udvikling«. Og: »Der er således et stærkt forskningsmæssigt belæg for det problematiske i at kønsdiskriminere samværsretten. Barnet har ret til og godt af nær kontakt til og at bo hos både sin far og mor, uanset alder«.  

 

De børn, der i praksis kun har én forælder, har en ringere psykologisk bevægelsesfrihed og bliver nemt for symbiotiske sammen med forælderen. Forælderen ’lukker’ sig om barnet, og med tiden ’lukker’ barnet sig om forælderen. De bliver et par. Når en forælder danner par med sit barn, ser man oftest også, at denne forælder ikke får en ny kæreste efter skilsmissen, eller at en ny kæreste efterlades med en meget perifer plads.  

 

Det sunde barn er det barn, der alderssvarende kan adskille sig og udvikle sig selvstændigt væk fra forældrene. Det kan et barn med to forældre langt nemmere end et barn med en forælder, fordi det kan eksperimentere med at være fra den ene, mens det søger den anden og omvendt.  

 

Den nye forældreansvarslov skal afspejle den forståelse. Politisk bør det overvejes, at det kan pålægges skilsmisseforældre at komme på forældreskole, hvor de blandt andet kan lære, hvordan børn har brug for begge forældre, hvordan de skal støttes i alderssvarende adskillelse, hvordan de reagerer efter en skilsmisse, hvordan de reagerer ved skift mellem forældrene osv.  

 

Igennem mine år som børnesagkyndig psykolog har det overrasket mig, at forældre oftere, end man skulle tro, kan leve med myndighedsafgørelser, som går imod deres ønsker. De fleste kan derimod ikke leve med at blive dårligt behandlet, og at der ikke bliver taget hensyn til deres perspektiv.  

 

Konkret kan det vise sig ved, at en forælder kan leve med at få mindre samvær med sit barn, end vedkommende havde håbet på, hvis blot den anden forælder og myndighederne støtter vedkommende i, at han eller hun er lige så meget far eller mor, som han eller hun hele tiden har været.  

 

Det er ofte voldsomt konfliktskabende, hvis den ene forælder indtager rollen som den, der er mest forælder. Som mere eller mindre tilsidesætter den anden forælder. Og her spiller myndighederne en væsentlig rolle, når de træffer afgørelser, men ikke mindst når de konfliktmægler, hvilket aktuelt både finder sted ved domstolene og i Statsforvaltningen.  

 

Ligestillingen skal ikke betyde, at alle børn skal være i en deleordning  

 

En ny forældreansvarslov skal skabe rum for, at de forældre, der henvender sig med ønske om en afgørelse eller konfliktmægling, bliver meget tydeligt vejledt om, hvad der er godt for barnet. Vi professionelle må stå ved vores faglighed. Vi må ikke blive for forsigtige. Barnet har krav på, at vi fortæller forældrene, hvad vi vurderer er den bedste løsning.  

 

En ny forældreansvarslov kan nok ikke ændre på, at barnet skal have folkeregisteradresse ét sted, og dermed kan der fremadrettet heller ikke ændres på, at det må hedde en bopælsforælder og en samværsforælder. Men man skal huske, at det kun er i de voksnes verden, at det er sådan, hvilket en dreng, jeg talte med i retten engang, belærte mig om.  

 

Han havde bopæl hos sin mor og så hos sin far fire dage ud af fjorten. Da jeg sagde til ham, at jeg forstod, at han boede hos sin mor, rettede han mig og sagde, at han da boede både hos sin far og mor. Det skal vi huske, når vi laver lovgivning.  

 

Set fra barnets perspektiv har det ikke en bopælsforælder og en samværsforælder. Det har to forældre og bor to steder. For at signalere, både for forældrene og for barnet, at det bor to steder, bør al elektronisk information fra det offentlige vedrørende barnet helt selvfølgeligt gå til begge forældre. Det er potentielt konfliktskabende kun at sende sundhedsinformation, institutions- og skoleinformation vedrørende barnet til den ene forælder, for så bidrager myndighederne til at forskelsbehandle forældrene.  

 

1. oktober 2015 trådte den såkaldte chikanepakke i kraft. Ændringen til forældreansvarsloven bestod i at sikre, at barnet ikke mistede kontakt til samværsforælderen grundet chikane fra bopælsforælderen.  

 

Behovet for ændringen var ikke som taget ud af den blå luft, men baseret på, at for mange børn gennem længere tid ikke så den ene forælder, fordi bopælsforælderen på forskellig vis forhindrede det. Tiltaget har været et skridt i den rigtige retning, fordi det netop fra politikernes hold signalerer forståelsen af, at det er sundt for et barn at have kontakt til begge sine forældre.  

 

I nogle sager flyver beskyldninger i en ofte ustoppelig strøm mellem forældrene. Forældreskoler og tydelig vejledning kunne muligvis hjælpe forældrene med at indstille de helt unødvendige beskyldninger mod hinanden om for meget slik, for lidt økologi, for meget PlayStation og for lidt solcreme.  

 

Indimellem rejses der tvivl om, om det er sundt, at barnet har kontakt til den ene af forældrene. To beskyldninger kan eskalere konfliktniveauet i en sag til det maksimale: beskyldninger om vold og beskyldninger om seksuelle overgreb.  

 

Ingen beskyldninger kan sende myndigheder mere på overarbejde end disse. Ikke alene fordi de er meget alvorlige, men fordi de i mange tilfælde ikke er mulige at be- eller afkræfte, og fordi de ofte bringer forældrene ud af sig selv på en måde, der truer 

 

deres mentale sundhed og eksistens. Det gælder ofte både den, der bliver beskyldt, og den, der beskylder.  

 

Der er ingen tvivl om, at anklager om vold eller seksuelle overgreb indimellem bliver brugt som et kneb af den ene forælder mod den anden, og hvor den forælder, der beskylder, ved, at det er usandt. Men i de mange sager, jeg har været involveret i, er det mit indtryk, at den forælder, der beskylder, i langt de fleste tilfælde tror, at et overgreb rent faktisk har fundet sted.  

 

Der er ingen nemme løsninger i de sager – heller ikke i en ny forældreansvarslov. Men en ny forældreansvarslov skal give bedre muligheder for, at disse sager kan løses mere hensigtsmæssigt, og her tænkes især på hjælp til såvel forældrene som barnet.  

 

Sagerne skal kunne følges tæt i flere år, og begge forældre og barnet skal tilbydes den nødvendige rådgivning og vejledning. Vi bør arbejde for, at færre børn, end tilfældet er i dag, mister kontakten til samværsforælderen, efter at en undersøgelse af beskyldninger om vold eller overgreb har frikendt forælderen.  

 

Man har gennem de seneste år forsøgt sig med et formaliseret samarbejde med kommunerne i sager om vold og overgreb. Men i hovedparten af de sager, jeg kender til, findes det samarbejde ikke eller er dårligt fungerende. Der er sikkert flere grunde til dette, men en af dem er, at mange kommuner kun føler sig forpligtet til at hjælpe bopælsforældre og ikke samværsforældre.  


»En lov uden sanktionsmuligheder er en kastreret og derfor ligegyldig lov«

 

Det er, som om kommunerne mister blik for, hvad der er barnets behov, og for let accepterer, at barnet mister kontakten til den ene forælder. Den ligestilling, der bør indfinde sig i den nye forældreansvarslov, bør også finde sted i kommunernes praksis.  

 

I sager om børns trivsel er det kommunernes opgave at hjælpe forældrene. Den forskelsbehandling, der aktuelt forekommer mellem kommuners behandling af bopælsforældre og samværsforældre, kan få stor betydning for afgørelsen af en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær.  

 

Lad mig tage et eksempel: Hvis det er bopælsforælderen, som har vanskeligt ved at få barnet afleveret i institution eller i skole, eller som ikke altid får afleveret et tilstrækkelig velsoigneret barn, er der hjælp at hente i kommunerne i form af kontaktpersonsordninger, støtteordninger, terapeutiske forløb osv.  

 

Ingen kommune kunne drømme om at tvangsfjerne et barn på så spinkelt et grundlag. Anderledes forholder det sig imidlertid, hvis det er samværsforælderen, der har de nævnte vanskeligheder. Dels er der oftest meget lidt – eller ingen – hjælp at hente i kommunerne, dels får det ofte den konsekvens, at samværet med den forælder nedsættes. I grelle tilfælde bortfalder samværet i perioder.  

 

Når man arbejder med både kommunale børnesager og med sager om forældremyndighed, bopæl og samvær, opdager man, at der skal meget mere til, førend et barn fjernes fra bopælsforælderen, sammenlignet med hvor lidt der skal til, førend en samværsforælder mister kontakt til sit barn. En ny forældreansvarslov skal styrke samværsforælderens mulighed for at få hjælp, hvis der er brug for det.  

 

Et tilbagevendende stridspunkt i debatten om forældreansvarsloven er, hvordan og hvor meget forældre, der ikke overholder de afgørelser, der er truffet vedrørende forældremyndighed, bopæl og samvær, kan sanktioneres.  

 

På den ene side står argumentet, at man ikke kan have en lov, hvor der ikke er mulighed for sanktioner, hvis man bryder den. På den anden side står argumentet, at man risikerer at ramme barnet, når man sanktionerer forælderen.  

 

Jeg mener, at de forældre, der bryder loven ved ikke at overholde myndighedernes afgørelser, ved lovbruddet omsorgssvigter barnet. Ikke at udlevere et barn efter endt samvær er et omsorgssvigt. Ikke at udlevere barnet til samvær er også et omsorgssvigt. At hente et barn fra institution eller skole i utide for at forhindre eller for at få samvær er et omsorgssvigt.  

 

En ny forældreansvarslov skal værne om, at forældre kan sanktioneres, hvis de bryder loven. En lov uden sanktionsmuligheder er en kastreret og derfor ligegyldig lov.  

 

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg er gået uden om kønsspørgsmålet. Jeg vil ikke afvise, at der er vigtige kønsspørgsmål at drøfte og tage hensyn til, men min erfaring er, at det ikke er kønnet, der er afgørende for forældres adfærd efter en skilsmisse.  

 

Både fædre og mødre kan ’lukke’ sig om deres børn, fordi de ikke kan udholde tanken om ikke at være sammen med dem hele tiden. Både fædre og mødre kan være aggressive og urimelige over for den anden forælder. Både fædre og mødre kan bryde loven.